Elever dyrker sammenspillet mellem naturfag og kunst i skolen.
Den 31. august satte 6. årgang på Langhøjskolen og Rougsøskolen sig i havdyrenes sted, da de deltog i projektet NORDLYS, der dyrker sammenspillet mellem naturfag og kunst i skolen.
Miljøet er under pres og verdenshavene lider åndenød. 6. årgang fra Langhøjskolen og Rougsøskolen er, med deltagelse i det regionale projekt NORDLYS, der sammenkobler biologi og kunst, kommet tættere på havets planter og dyr. Gennem et naturfagligt- og kunstneriske greb satte eleverne sig i dyrenes sted og oplevede dyrenes egenskaber og “superkræfter” på egen krop.
Livet i havet
Som en del af NORDLYS har 6. årgang på Langhøjskolen og Rougsøskolen deltaget i et naturfaglig- og en kunstnerisk praktisk værksted, der begge tog udgangspunkt i Verdensmål 14, Livet i havet. De to værksteder blev faciliteret af Henrik Majlund Toft fra Kunsthal for Maritim Æstetik og Carsten Enemark fra Kyst- og Fjordcentret.
På værkstederne blev eleverne introduceret til danske havplanter og havdyr og fik faglig viden og kunstnerisk vejledning i at skabe et udtryk, hvor de skulle overføre egenskaber fra havdyrene til sig selv og bruge dem i deres egne historier.
”Fortællinger til børn handler ofte om superhelte med superkræfter. Ved at give børnene egenskaber og superkræfter fra havdyrene, møder vi dem, hvor de er, og vi vækker både nysgerrigheden og fantasien. Det nye perspektiv hjælper børnene med at nærme sig verdenen på en ny og måske bedre måde”, fortæller Henrik Majlund Toft.
Naturfag og kunst mødes
I uge 36 har skoler i hele Region Midtjylland afviklet Nordlys-værksteder sammen med lokale kunstnere og naturvejledere. Nordlys-værkstederne har til formål at inddrage børn og unge i arbejdet med de 17 Verdensmål gennem tværfaglige møder mellem naturfag og kultur i skolen.
Om kunsten som redskab fortæller Henrik Majlund Toft: “Kunst er et fantastisk redskab i pædagogisk sammenhæng. Kunsten skelner ikke mellem sandt og falskt, eller godt eller dårligt. Kunsten lærer børnene at stole på egen oplevelse af verdenen og tro på deres udtryk. Kunst skaber selvtillid”.
Om NORDLYS
Med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål har projektet NORDLYS til formål at udvikle nye tværfaglige metoder i skolen, som fremmer eleverne virkelyst, udvikler deres forestillingsevne og giver dem selvtillid til at tage stilling til og handle i en bæredygtig verden.
BUM – Netværk for Børne- og Ungekultur i Region Midtjylland står bag Nordlys-projektet med Kulturprinsen i Viborg som projektleder. Projektet er støttet af Region Midtjylland. Det lokale initiativ er projekteret af Norddjurs Skoletjeneste og Norddjurs Kommune og er finansieret af NORDLYS, Norddjurs Skoletjeneste og Norddjurs Kommune.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Krista Andreasen
Kulturkonsulent, Norddjurs Kommune
Ka@norddjurs.dk
21 71 87 02
Henrik Majlund Toft
Kunstnerisk og daglig leder, Kunsthal for Maritim Æstetik
kunsthalmae19@gmail.com
52 62 89 83
Nyhedsdato: 22.09.2020