Efter to års pause er det nu igen muligt for borgere, boligforeninger og virksomheder at få et Partnerskabs-træ af Københavns Kommune.
Du må gerne plante det i din egen have – bare det kan ses ude fra vejen.
I 2016 introducerede Københavns Teknik- og Miljøforvaltning begrebet Partnerskabstræer, hvor private borgere, virksomheder eller boligforeninger kan få et eller flere træer gratis, mod at de selv planter og passer træerne.
Den mulighed var der mange, der benyttede sig af. Samarbejdsaftaler blev indgået med villaejere, andels- og ejerforeninger, boligselskaber, grundejerforeninger og kolonihaveejere, og i alt 1517 træer blev i de følgende år plantet fordelt på disse bydele:
- 688 på Amager
- 73 i Bispebjerg
- 90 i Brønshøj/Husum
- 3 i Indre By
- 78 på Nørrebro
- 461 i Valby
- 78 i Vanløse
- 11 på Vesterbro/Kgs Enghave
- 35 På Østerbro
I 2018 blev Partnerskabstræ-projektet dog sat i bero pga statens anlægsloft, men da anlægsloftet i år blev fjernet for at få gang i økonomien igen i kølvandet af COVID19-situationen, har Københavns Kommune valgt igen at sætte gang i muligheden for at plante et eller flere Partnerskabstræer.
Skal selv plante og passe træet
Alle borgere, boligforeninger, boligorganisationer og erhvervsvirksomheder kan søge om at få et træ, hvis de råder over et privat areal i Københavns Kommune, hvor de vil plante træet eller træerne. Men det er først til mølle, for man kan kun blive træ-partner, så længe puljen er åben.
Ordningen går i sin enkelhed ud på at kommunen donerer træer til de nye træpartnere, som selv planter og plejer træet på et privat område med offentlig adgang, eller et sted, hvor der er indsyn for offentligheden. Hvis træet skal stå i en privat have, skal det derfor være højest 10 meter fra et offentligt areal, så træets krone er synligt for andre.
Som træpartner underskriver man en 3-årig samarbejdsaftale med kommunen. Her forpligter man sig til at sikre træets pasning, og at indberette det til kommunen, hvis træet dør, flyttes eller hvis arealet skifter ejer.