Indtil 15. september kan frivillige foreninger og organisationer, der har et socialt formål, søge om §18-midler til at sætte gang i små og store aktiviteter eller projekter, der kommer kommunens borgere til gavn.
Civilsamfundet kan noget helt særligt, og undersøgelser viser, at både frivillige, og personer der bliver hjulpet af frivillige, har rigtig gode oplevelser med frivilligheden, og er med til at øge livskvaliteten. Det giver derfor god mening, at byrådet i Fredericia Kommune har afsat et beløb på 650.000 kr. til at støtte den frivillige sociale indsats.
”Vi er rigtig glade for, at vi hvert år kan uddele midler til nogle af de frivillige som gør en stor indsats for blandt andet de sociale foreninger og organisationer. De er med til at give rigtig mange borgere i Fredericia en indgang til fællesskaber og generelt muligheden for et socialt aktivt liv” og dermed en større livsglæde, siger Søren Larsen, medlem af §18 komitéen.
Beløbet uddeles en gang om året og kan søges af frivillige organisationer og foreninger, som har et socialt formål.
”Hvert år får vi mange gode ansøgninger, og hvert år er det en fornøjelse at læse om de mange gode tiltag, der løfter de borgere, som på en eller anden måde har brug for lidt ekstra støtte eller omsorg. Vi håber også på, at rigtig mange vil søge puljen igen i år”, siger Connie Jørgensen, medlem af §18 komitéen.
Hvad kan der søges støtte til?
Aktiviteter, der inddrager borgere i bredt omfang
Aktiviteter, der er med til at styrke det sociale netværk
Aktiviteter, der forebygger problemer for ensomme og socialt vanskeligt stillede borgere og give øget livskvalitet gennem tilbud og rådgivning.
Aktiviteter, hvor den frivillige indsats er kernen i projektet.
Aktiviteterne, der er lokalt forankrede, og at de aktiviteter og udgifter, der søges om støtte til står i rimeligt forhold til størrelsen af den søgte støtte.
”I år har vi også et blik for de unge ansøgere, som måske har lyst til at starte nye aktiviteter op eller aktiviteter rettet mod andre børn og unge, der er ramt af at være uønsket alene, og jeg håber, at foreninger, der arbejder med børn og unge, vil søge midlerne”, siger Ole Steen Hansen, medlem af §18 komitéen.
Hvordan og hvornår kan der søges?
Der er sidste ansøgningsfrist den 15. september 2024, og midlerne udbetales, så de kan bruges i 2025.
Ansøgere kan søge ved at udfylde et elektronisk skema, der ligger på Fredericia Kommunes hjemmeside. Skemaet finder du her: https://www.fredericia.dk/politik/planer-politikker-strategier/politikke….