Den nuværende boligsociale helhedsplan i Fredericia stod til at skulle afsluttes ved udgangen af 2022, men i stedet for at lukke indsatserne ned, er det blevet til en udvidelse.
Den boligsociale helhedsplan i Fredericia har i samarbejde med Fredericia Kommune indsendt en prækvalifikation til en bydækkende helhedsplan. Dette betyder, at den fra 2023 kommer til at dække 41 boligafdelinger under de to største boligselskaber i Fredericia.
Landsbyggefonden har blåstemplet prækvalifikationen med 13 mio. kr. for perioden 2023-2026. Det er derfor nu muligt at søge om dette beløb.
”Den nuværende helhedsplanen har været en succes. Dette skyldes særligt samarbejdet mellem medarbejderne fra helhedsplanen og de fremskudte medarbejdere fra jobcenteret, der i fællesskab med repræsentanter fra erhvervslivet, politiet, civilsamfundet og beboerrepræsentanter fra de almene boligafdelinger har skabt forandringer. Det tætte samarbejde har betydet, at vi i dag kan se ind i etableringen af en kommende bydækkende helhedsplan til gavn for rigtig mange borgere i Fredericia. Det er jeg stolt af”, siger Turan Savas, tidligere formand for det tidligere Helhedsplansudvalg.
Peder Tind har fulgt arbejdet med helhedsplanen tæt i hele forløbet, som tidligere formand for Social og Beskæftigelsesudvalget
”Det har været en fornøjelse at se, hvordan alle de gode kræfter har arbejdet sammen. For mig at se, så viser arbejdet med helhedsplanen, hvordan vi som kommune og civilsamfund kan skabe resultater, når vi rykker i fællesskab. Jeg kommer til at følge arbejdet i de kommende år og ser meget frem til det”.
Boligselskaberne er glade for muligheden for at udvide den boligsociale helhedsplan til yderligere boligområder.
”Det har været vigtigt for os som boligselskab, at vi ikke ”bare” skulle løse udfordringerne i Korskærparken og Sønderparken. Men, at vi også får fremtidssikret boligselskaberne ved at tænke bystrategisk. Det gør vi ved at sætte yderligere fokus på mindre afdelinger, som falder uden for regeringens parallelsamfundspakke, så de sociale udfordringer ikke flyttes mellem vores mindre boligafdelinger. Det er langt bedre for vores beboere, at vi arbejder proaktivt frem for reaktivt. Det får vi mulighed for med en bydækkende helhedsplan”, siger Finn Muss, direktør for Boligkontoret Fredericia.
”Ønsket om en bydækkende helhedsplan er et udtryk for rettidig omhu fra vores side af, når man styrker byens to største boligområder gennem renoveringer og sociale indsatser. Det kan skabe en utilsigtet effekt, hvor et større socialt pres opstår i de mindre boligafdelinger. Den kommende helhedsplan er et paradigme skifte, hvor vi går fra at løse ghettoproblematikker til at forebygge”, siger Jens Christian Lybecker, direktør for Boli.nu Fredericia.
Muligheden for udvidelse skyldes den positive effekt af indsatserne, som er veldokumenteret gennem analyser, der er udarbejdet af Landbyggefonden. De viser, at de fremskudte beskæftigelsesindsatser giver særligt gode resultater. I Korskærparken alene er ledigheden faldet fra 49,4 til 37,7 % siden 2013.
”Samarbejdet mellem den almene sektor og Fredericia Kommune er lykkedes med at knække beskæftigelseskurven i Sønderparken og Korskærparken. Det er vigtigt for os, at vi ikke bare hviler på den positive erfaring, vi har opnået med fremskudt beskæftigelsesindsatser, men at vi videreudvikler på det, som virker. Det har vi fået mulighed for med prækvalifikationen til udarbejdelse af en bydækkende helhedsplan”, siger Connie Maybrith Jørgensen, formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget.
Fakta om den boligsociale helhedsplan Fredericia
Fra januar udvidede den nuværende boligsociale helhedsplan til også at dække Skanseparken, som et pilotområde for den kommende bydækkende helhedsplan.
Landsbyggefonden har prækvalificeret Fredericias to største almene boligselskaber, Boli.nu og Boligkontoret Fredericia, til at arbejde videre med at udvikle en bydækkende helhedsplan i samarbejde med Fredericia Kommune. Der er givet tilsagn om. at der kan søges om 13 mio. kr. til at drive en bydækkende helhedsplan fra 2023-2026.
Den nuværende boligsociale helhedsplans to boligområder, Sønderparken og Korskærparken, har haft boligsociale indsatser siden 2010. Samarbejdet mellem de almene boligselskaber, Fredericia Kommune og en række civilsamfundsaktører har resulteret i en positiv udvikling, som afspejles både i forhold til socioøkonomiske data og generelt i forhold til socialt bæredygtige lokalområder. Derfor valgte man i 2018 at nedsætte et politisk udvalg, som havde til formål:
- At skabe politisk fokus på et samlet Fredericia, hvor Korskærparken og Sønderparken ikke længere figurerer på Regeringens ghettoliste.
- Udvalget skulle bidrage til at skabe sammenhængskraft i byen ved at åbne boligområderne op mod og for resten af byen, så de ikke betragtes som isolerede boligområder.
- Udvalget skulle have fokus på de øvrige sociale boligområder i kommunen i et forebyggende perspektiv indenfor såvel beskæftigelse, sundhed, integration, familie og udsathed.
Fakta om de boligsociale helhedsplaner
En boligsocial helhedsplan er et samarbejde mellem de almene boligafdelinger og kommunerne med et særligt fokus på indsatsområderne: Tryghed og trivsel, kriminalpræventive indsatser, uddannelse, beskæftigelse, forebyggelse og forældreansvar.