Godkendt administrationsgrundlag for udbygningsaftaler – Aalborg Kommune

17. februar 2022

By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune har torsdag 17. februar 2022 godkendt et nyt administrationsgrundlag til brug for indgåelse af udbygningsaftaler i Aalborg Kommune. Samtidig har By- og Landskabsudvalget fået en orientering om kategorisering og anbefalede tiltag i forhold til sager, hvori der er indgået eller drøftet mulighed for udbygningsaftaler.

Administrationsgrundlaget består af en overordnet vejledning og tjekliste med en underliggende procedurebeskrivelse af ansvarsfordeling og sagsgange ved udarbejdelse og journalisering af udbygningsaftaler i forbindelse med lokalplanssager i Aalborg Kommune. Derudover er der udarbejdet et notat med kommentarer til selve lovbestemmelsen.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Thaysen fortæller:

– ”Jeg er tilfreds med, at By- og Landskabsudvalget bakker op om det nye administrationsgrundlag. Der eksisterer allerede i dag en procesbeskrivelse vedrørende udbygningsaftaler i By og Land, men den hidtidige procesbeskrivelse omhandler kun en del af processen, ligesom den ikke nærmere beskriver betingelserne for hvornår og hvordan, der kan indgås udbygningsaftaler. Med det nye administrationsgrundlag får vi – i lyset af Advokatundersøgelsen, der omfattede 27 sager – nu lagt særligt vægt på kravet om frivillighed, herunder krav til dokumentation af, at aftalen er ind-gået på grundejerens initiativ. Det nye administrationsgrundlag beskæftiger sig også indgående med såvel processen som den interne ansvarsfordeling. Det dækker dermed hele forløbet fra den spæde opstart til det punkt, hvor udbygningsaftalen er opfyldt”, fortæller rådmanden.

Det nye administrationsgrundlag er tiltænkt som et hjælperedskab til brug for alle i forvaltningen, der er involveret i processen med udbygningsaftaler. Grundlaget er udarbejdet af Juridisk Afdeling i By og Land med inddragelse af eksterne parter.

Samtidig med det nye administrationsgrundlag for udbygningsaftaler, har By- og Landskabsudvalget fået en orientering om kategorisering og anbefalede tiltag i sager, hvori der er indgået eller drøftet mulighed for udbygningsaftaler.

Vedrørende afsluttede sager vil det være op til grundejer at vurdere, om der skal rejses erstatningskrav overfor Aalborg Kommune. Det fremgår af Hortens vurdering, at sager vedrørende erstatningskrav i relation til udbygningsaftaler forældes efter tre år.

Vedrørende igangværende sager og sager under forberedelse, vil bygherrerne blive kontaktet af By og Land mhp. afklaring af sagens videre forløb.

Øvrige aktiviteter i kølvandet på advokatundersøgelsen

De videre skridt i forhold til udbygningsaftaler

I overensstemmelse med beslutningen i Aalborg Byråd af 9. december 2021 om, at Horten skulle gå videre med undersøgelsen af udbygningsaftaler, er Hortens arbejde med at undersøge de resterende 32 sager stadig i gang. Afrapportering af den videre undersøgelse forventes at foreligge ultimo marts 2022, hvor resultatet præsenteres for By- og Landskabsudvalget.

Status på den personalejuridiske undersøgelse

Med baggrund i de 27 sager med udbygningsaftaler, som Horten Advokatpartnerselskab afsluttede deres undersøgelse af i december 2021, er Aalborg Kommune også kommet et afgørende skridt nærmere en afklaring af, om håndteringen af de 27 sager med udbygningsaftaler skal have personalejuridiske konsekvenser.

Rådmand Jan Nymark Thaysen fortæller:

– ”Horten har gennemført interviews af en række ledere og medarbejdere i By og Land, og Horten har fremlagt deres anbefalinger for min direktør og for undertegnede. Vi har naturligvis gransket Hortens anbefalinger, og der bliver nu taget personalejuridiske skridt over for et mindre antal ledere og medarbejdere i forvaltningen. Da der er tale om personalesager, kan der på nuværende tidspunkt ikke kommenteres yderligere på dette”, siger rådmanden.

Intern undervisning i udvalgte forvaltningsretlige temaer

Internt i By og Land har der siden december 2021 været gennemført undervisning af forvaltningens administrative personale (både ledere og medarbejdere) i udvalgte forvaltningsretlige temaer. Undervisningen, der er gennemført med mødepligt, blev afsluttet den 15.2.2022.

Undervisningen er afviklet afdelingsvist med mulighed for spørgsmål og refleksion over egen praksis ift. de enkelte afdelingers opgaveportefølje. Der har været et særligt fokus på reglerne om notat- og journaliseringspligt, ligesom samspillet imellem journalisering, notatudarbejdelse og aktindsigtsreglerne er blev fremhævet. Samtidig er alle deltagere blevet opfordret til at gøre sig bekendt med publikationen ’God adfærd i det offentlige’, som er udgivet i fællesskab mellem KL, Danske Regioner og Moderniseringsstyrelsen.

Jan Nymark Thaysen summerer op:

– ”For det første er jeg glad for, at vi i udvalget nu har besluttet det spritnye administrationsgrundlag for udbygningsaftaler. Det bliver fremover et meget vigtigt omdrejningspunkt for vores videre arbejde med udbygningsaftaler i Aalborg Kommune. Samtidig er vi nu så langt med den personalejuridiske undersøgelse, at medarbejderne i By og Land er blevet orienteret om undersøgelsens udfald. Det har været en meget hård tid for mine medarbejdere i forvaltningen, men nu er vi klar til at se fremad og igen få fokus på vores kerneopgaver. Endelig har jeg jo iagttaget, hvordan der er arbejdet intenst med den interne undervisning af medarbejdere og ledere i forvaltningen i forhold til forvaltningsret, journalisering, notatudarbejdelse osv. I øvrigt en undervisning som allerede var igangsat, før vi kendte resultatet af Advokatundersøgelsen af de 27 første sager. Vi har været igennem en hård tid i forvaltningen, men nu er tiden kommet til at se fremad”, slutter rådmanden.

Administrationsgrundlaget kan ses på Aalborg Kommunes hjemmeside

Se den originale nyhed fra Aalborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top